European Youth Championship 

Jeg har været med det danske ungdomslandshold til European Youth Championship i Curno, Italien. 

- af Clara Stricker


Turen startede onsdag hvor vi mødtes i CPH lufthavn og rejste til Italien. Dagen gik med at rejse og om aftenen nåede vi lige forbi en restaurant inden sengetid. Torsdag have U17 kategorien kvalifikation, og alle os fra U19 og U21 var selvfølgelig i hallen for at heppe. Efter U17 kvalifikation spiste vi hurtigt aftensmad så vi kunne komme tidligt i seng inden min og de andre U19 atleters kvalifikation fredag morgen meget tidligt! 

Fredag morgen tog vi afsted mod klatrehallen. Vi tog afsted i god tid, men det viste sig at man ikke kan stole blindt på busserne i byen. Vi endte med at være i hallen 45 minutter før jeg skulle på første runde i kvalifikationen. 45 minutter lyder som god tid til opvarmning, men det er det ikke. Opvarmningsvæggen er ofte ikke større end de to bouldere i PLØKS og oftest skal man dele den med rigtig mange andre atleter. Der foregår mange ting og tiden løber afsted, men jeg nåede det hele og stod klar til at klatre til tiden. 

Begge mine kvalifikationsrunder gik godt. Jeg endte med 3 toppe og 5 zoner, hvilket var nok til at jeg kvalificerede mig til semifinalen som nr. 13/24! 

Lørdag var det semifinale for min kategori. Vi havde 8 minutters observationstid samlet for alle atleter til at kigge på bouldersne. Bagefter kører formatet 4x4, altså 4 minutter på hver boulder efterfulgt af 4 minutters pause. Jeg flashede slabbet som var den første boulder. Boulder 2 var pinches i overhæng. Jeg fik givet nogle gode skud, men ingen zone. Boulder 3 var en tung og dynamisk boulder. Min første forsøg havde jeg næsten topgrebet, men kunne ikke gentage succesen og måtte nøjes med zonen. Boulder 4 var en meget dynamisk boulder, som passede rigtig godt til mig. Jeg toppede i 5 forsøg. Det var ekstremt svært at holde topgrebet kontrolleret i 3 sekunder, men dommerne godkendte min top og jeg gik glad ud i vente zonen hvor man skal sidde en rotation (altså 4 minutter) efter endt klatring. Her fik jeg hurtigt at vide at der var en appel mod min top og at jeg skulle vente i vente zonen indtil appellen var afgjort. En appel betyder at nogen (ofte trænere fra andre lande) har en indsigelse mod, i dette tilfælde, min top, og at dommerne tager min top op til revurdering, om hvorvidt den bliver godkendt eller ej. Efter 12 lange minutters ventetid fik jeg at vide at appellen var gået igennem, og at min top ikke blev godkendt. Reglerne siger at klatreren får lov til at prøve boulderen igen i den tid som var tilbage af de 4 minutter når man toppede boulderen. I mit tilfælde havde jeg kun 16 sekunder tilbage. Jeg blev spurgt om jeg ville klatre igen, eller om jeg ville give op. Jeg giver ikke op så let, så jeg sagde ja til at klatre igen. Mod ALLE forventninger viste 16 sekunder at være nok, og jeg toppede boulderen! Det var tydeligt at mærke at dommerne og staff til konkurrencen ikke havde regnet med det overhovedet!!

Jeg endte på en 9. plads, kun 1 forsøg fra at komme i finalen! Bitter sweet men jeg er enormt stolt og motivationen er høj!! 

Den 14.-15. juni klatrer jeg årets sidste EYC-konkurrence i Sukoro, Ungarn. Dette bliver min sidste EYC-konkurrence, da jeg til næste år er i senior kategorien.


Du finder os her

PLØKS - Skovlunde klatreklub
Lundebjerggårdsvej 7
2740 Skovlunde info@ploeks.dk Se på Google Maps
PLØKS - Skovlunde Klatreklub - Skovlundehallen - Lundebjerggårdsvej 7 - 2740 Skovlunde - info@ploeks.dk