Klubbens tidlige historie, her skrevet af tidligere medlem Henning Timm.
TAS
Det hele startede med ”TAS”, the amazing spiderman, oversat til De fantastiske nullermænd. TAS var en gruppe af drenge med stort M, som kunne lide at klatre/rapelle. En dag kom der en pige på tværs, og hun kommenterede, at vi var en flok store drengerøve med et meget beskidt sprog, og at i TAS var hørmen af sure underhylere meget meget stor.
Denne flok drengerøve satte sig ned og tænkte, at det var der måske noget om, så de besluttede sig for at stifte en rigtig klub, hvor andre også kunne være medlem. Så den 13. januar 1990 satte 7 drengerøve sig ned og afholdt en stiftende generalforsamling på en klub, hvor vi ikke kendte indholdet af klubben, ej heller navnet på klubben, men vi vidste at vi ville lave en klub. De 7 drengerøve var formand Henning Timm, næstformand René Timm, kasserer Peder Timm og bestyrelsesmedlemmer Kaspar Frei, Jan Timm, Henrik Warding og Lars Foss.
PLØKS spirer
På det første bestyrelsesmøde, som vi afholdt hos Kaspars far, gik det meste af mødet med at snakke om navnet, samt logoet til klubben.
Vi fik også hjælp af min daværende svigerfar, Flemming Hansen, han havde i forvejen startet en del klubber op, og vidste en del om vedtægter.
Det var også Flemming der gav os den idé, at vi skulle skrive alt det vi stod for ned og så tage forbogstaverne, og se om vi kunne danne et ord af dem, som vi kunne identificere os selv med. Vi skrev ca. 30 ord ned, og af dem fik vi dannet ordet ”PLØK”, men da det ikke rigtig klingede kom der et S på, så det endte med, at vi kom til at hedde "PLØKS” som står for:
P=Personlighed
L=Lejrliv
Ø=Økonom
K=Klatring
S=Sammenhold
Personlighed, fordi vi mente at der skulle en del personlighed til, for at lave det vi lavede. Lejrliv fordi det fulgte med når vi var på tur. Økonomi fordi vi ville lave alt så billigt som muligt. Klatring, fordi det var jo vores idræt. Sammenhold fordi kun gennem sammenhold ville turene/oplevelserne blive mindeværdige.
Klubbens fulde navn var PLØKS idrætsforening af 1990.
Da navnet var på plads, gik vi efter et logo vi kunne identificere os selv med, det blev hovedet af en lille missekat. Her var grunden, at en kat var god til at klatre, den havde 9 liv, og en masse andre ting som jeg ikke længere kan huske. Logoet blev tegnet af Gitte Hansen.
Vi valgte også, at klubbens hjemkommune skulle være Ballerup kommune, da denne kommune var kendt for at gøre meget for deres idrætsforeninger.
Efter det første år havde vi et navn og et logo, vi var vokset fra 7 medlemmer til 17 medlemmer og havde en egenkapital på 4.247 kr., og det til trods for, at vi ikke betalte kontingent dengang.
Året 1991 gik med at lave ture for vores medlemmer, samt at profilere os selv, og derved få flere medlemmer. Dette år skulle vi også betale kontingent.
Ved årets slutning var vi oppe på 26 medlemmer, og havde en egenkapital på 2.350 kr
”Lyset”
Året 1992 gik stort set som 1991, bortset fra, at det år havde jeg set '”lyset”. En tilfældig søndag i foråret kom jeg hjem fra en tur til Kullen sammen med Kaspar Frei. Ved min hjemkomst havde min daværende kæreste en avisartikel, som hun gerne ville have at jeg læste, og her stod der, at der ville blive åbnet en klatrevæg i enbaggård, bag en forretning der hed Friluftland. Efter at have undersøgt priser, tog Kaspar og undertegende derind weekenden efter, og på vej hjem i toget så jeg ”lyset”: Hvis PLØKS skulle have en fremtid, måtte vi have vores egen klatrevæg, så på det efterfølgende bestyrelsesmøde havde jeg ligesom et lille punkt der skulle diskuteres igennem, og det var en enig bestyrelse der vedtog, at vi skulle ansøge Ballerup kommune om et lokale, hvor vi kunne bygge vores egen klatrevæg.
Ansøgningen blev sendt i året 1992, og i slutningen af 1992 fik vi et svar, som gik ud på, at jeg skulle kontakte en Bo Wardil på Ballerup kommune. Efter at have snakket med ham, fik vi et møde i stand den 21. januar 1993, som Henrik Bruun og jeg deltog i, og her så vi vores lokale for første gang. Hvis man kan snakke om en klatreorgasme, så fik vi begge to én da vi så dette lokale.
Men der var bare lige ét lille problem, der var nogle andre som havde fået dette lokale først, så vi måtte vente et helt år før vi kunne fortage os noget som helst. Det første klubblad så dagens lys.
Ved året 1992’s slutning var vi oppe på 39 medlemmer og en egenkapital på 4.181 kr.
Ventetid
Året 1993 var året, hvor vi ventede på vores lokale. I mellemtiden kunne vi lige så godt lave noget andet, så vi tog til Randers, for at deltage i marathonklatring, et rekord forsøg, hvor klubber skulle samarbejde. Det var også året hvor Dansk Sportsklatreforbund ( nu Dansk Klatreforbund) begyndte at spire frem fra undergrunden, ligesom at man begyndte at snakke om éns instruktøruddannelse på landsplan. Her deltog Gitte Hansen, Henning Timm og Henrik Bruun i et seminar på Bornholm, og efter dette seminar besluttede vi i klubben at nedlægge vores klippeklatreinstruktørudvalg, da det ikke kunne leve op til de nye krav.
Da året sluttede var vi nu 42 medlemmer og havde en egenkapital på 4.762 kr.
Året 1994 startede ikke så godt, idet vi i slutningen af 1993 endelig havde fået vores lokale, men vi skulle ansøge om det igen. Denne gang skulle vi ansøge skolebestyrelsen på Lundebjergskolen om tilladelse, og her faldt beslutningen lidt negativt ud, idet 23 stemte imod og 1 for, nedtur. Den ene person som stemte for var Børge Tamsmark, viceinspektør på Lundebjergskolen, og efter at jeg havde snakket med ham pr. telefon, opfordrede han mig til at ansøge skolebestyrelsen endnu engang, og det gjore jeg. I den forbindelse havde Ballerup kommune ansat en idrætskonsulent, som skulle hjælpe klubberne med eventuelle problemer, denne person var Klaus Klein. I den anden ansøgning jeg sendte til skolen anbefalede jeg, at jeg og Klaus Klein deltog i mødet, så vi kunne besvare eventuelle spørgsmål, ”og den åd de sgu”, så efter at jeg havde snakket ørerne af hele skolebestyrelsen på 24 personer, ville de stemme én gang til. Desværre blev Klaus og jeg sat uden for døren og svaret fik vi først dagen efter. Her var resultatet 22 for og 2 imod.
Nu havde vi et lokale, men nu var der et nyt problem, for nu var det ikke længere skolen der bestemte, nu var det kommunen, så på den igen, ny ansøgning afsted. Denne gang fik vi også et ja.
Nu skulle vi bare lige skaffe nogle sponsorpenge, og det var sgu svært.
Jeg tog en chance og ringede til Spejdersport i Ishøj deres hovedkontor, her fik jeg fat i en person der hed Vagn Rydahl, han var direktøren. Vi aftalte en dag, hvor han ville ud og se vores lokale, og i det møde deltog Henrik Bruun og Henning Timm. Vagn gik lige ind i lokalet, vendte sig engang, kikkede omkring og sagde så ”kan I komme igang med 25.000 kr.”? Det mente vi jo nok, at vi kunne.
Vores egenkapital var på det tidspunkt næsten 20.000 kr., og her afsatte vi de 10.000 til byggeriet, så vi havde ialt 35.000 kr. at bygge for. Desværre lykkedes det for mig at sprænge det budget der var lagt, så vi stod og manglede 5.000 kr. til at gøre første etape færdig for.
Så jeg gik en tur ned igennem Skovlundecentret med hatten i hånden, og standardsvaret var ”NEJ, nu har vi støttet håndboldklubben i Skovlunde i 25 år, så det må være nok”.
Det var nok de mest deprimerende 2 km jeg nogen sinde har gået. På vej tilbage til Skovlunde station kom jeg forbi Matas, og her tænkte jeg, at jeg også lige kunne gå ind for at få et nej, men nej de sagde sgu ”ja”, og det var endda til 6.500 kr., så nu kunne vi blive færdige med første etape af klatrevæggen, og da den stod færdig var den på 84 m2.
Den 24. september 1994 havde vi vores åbningsdag på klatrevæggen, og på det tidspunkt var vi 30 medlemmer.
I foråret deltog Henrik Bruun og Henning Timm i et seminar i Århus vedr. klatreinstruktører både på klippe og på væg, og på dette møde var der indtil flere klatreklubber fordelt rundt i landet, og man fornemmede interessen for klatringen som en ny sport i Danmark.
Ved årets slutning havde vi 57 medlemmer og en egenkapital på 9.580 kr. Udgifterne til bygning af klatrevæg var på 41.500 kr.
Byggeår
Året 1995 blev et stort byggeår, idet jeg havde sendt en del ansøgninger vedrørende sponsorstøtte. Desværre kom der kun afslag tilbage, men i foråret 1995 kom der svar fra BalIerup kommune, at de gerne ville pumpe 50.000 kr. i mere klatrevæg, og så rullede S-toget igen. Et klatrevægsudvalg blev nedsat, det bestod af Gitte Hansen, Christina Svensen, Frederik Stub, Anders Stub og Henning Timm, og vi havde store planer – meget store planer. Her blev tårnet, hvælvingen og scenehullet designet. Det budget vi afleverede i bestyrelsen var på 85.000 kr., vi havde kun 50.000 kr., og bestyrelsen lugtede desværre den fælde jeg havde lagt for dem – de godkendte budgettet”. Jeg havde ca. 14 dage forinden modtaget et brev fra kulturministeret, hvor vi havde fået 40.000 kr. fra tipsmidlerne, så vi havde ialt 90.000 kr. at bygge for. Desuden havde jeg sendt en ansøgning til Ballerup Kommune vedrørende scenehullet, som var en meget stor støjgene fra hallen. Her ansøgte jeg om at få 18.000 kr. til lukning af scenehullet. Denne ansøgning gik også igennem, så i løbet af 1995 fik vi bygget hvælvingen og tårnet for de 90.000 kr. og lukket scenehullet, med klatrevæg på indersiden, på kommunens regning.
Året 1995 var også året, hvor Dansk Sportsklatreforbund så dagens lys.
Da året var omme var vi 71 medlemmer og vores egenkapital var på 23.124 kr. Vi havde brugt 118.500 kr. på bygning af mere klatrevæg.
Uddannelse
Året 1996 var året med uddannelse og konkurrencer, vi fik blandt andet eksamineret vores første klatrevægsinstruktører og klippeklatreinstruktører og det efter den nye norm, som var blevet besluttet i DSF og DB.
Vi var også lige et smut i Skælskør for at give en hånd med i forbindelse med afvikling af NM.
Da vi sluttede det år var vi oppe på 111 medlemmer og havde en egenkapital på 28.593 kr. Desuden havde vi brugt 36.500 kr. på bygning af mere klatrevæg, her fik vi lukket tårnet og hvælvingen ud mod baren. Det blev også det sidste år, hvor jeg sad som formand, nu var det tid at klubben skulle stå på egne ben.
Det blev også året hvor vi ændrede vores navn fra PLØKS idrætsforening af 1990 til PLØKS, Skovlunde klatreklub.
I 1997 fik vi en ny formand og klubben gik ind i sin anden fase. Den nye formand fik vi slidt ned på 5 måneder, og i september blev Gitte Frei (tidligere Hansen) konstitueret formand, og hun holdt frem til generalforsamlingen 1998.
Året var et forholdsvis tyndt år, da der var tale om at klubben bare skulle klare sig igennem 1997.
Da året sluttede var vi 103 medlemmer. Vi havde en egenkapital på 56.827 kr., og vi havde brugt 52.500 kr. på mere klatrevæg, her var det den blå væg som kom op at stå. Desuden fik vi en meget stor portion greb hjem fra Canada. I 1998 blev det på generalforsamlingen besluttet, at nu skulle vi på den igen, der skulle bygges mere klatrevæg. Nu skulle vi have Danmarks største tag m.m. Igen et udvalg, som fik kæmpet sig igennem et projekt, som de fik op at stå. Da vi var færdige med byggeriet havde vi ialt 565 m2, eller ca. 6 gange så meget, som vi startede med.
Da året var omme var vi 138 medlemmer, og havde en egenkapital på ca. 48.000 kr., og vi havde brugt ca. 70.000 kr. på mere klatrevæg. Året 1998 var også året, hvor jeg blev indstillet af bestyrelsen til æresmedlem for mit arbejde i klubben.
Når jeg vælger at skrive om, hvor mange medlemmer vi er ved årets udgang, så er det for at I kan se den fremgang klubben har oplevet gennem årene, samt at vi er blevet en rigere klub for hvert år der er gået, ligesom pengene vi har brugt viser hvor meget medlemmerne får tilbage igen.
En ting jeg savner fra klubbens start er de store fælles ture, eller i det mindste den årlige juletur, som de sidste år det kørte gik til en hytte i Sverige, men det kan være det kommer igen. Af de medlemmer som var medlem i klubben før vi fik en klatrevæg er der kun Stig Moustgaard, Henrik Bruun og Henning Timm tilbage i dag.