Landsholdet i Paris
Seno, Kasper og Clara har været med landsholdet til Paris på 3-dages træningstur og har skrevet en beretning om turen...
Hele landsholdet fra U16-senior var med på træningstur til Paris for at klatre boulder. Torsdag aften fløj vi til Paris, og fredag startede træningen. Fredag var vi i klatre hallen Arkose Massy en del ude fra Paris centrum. Dagen stod på gruppe konkurrence, klatre øvelser og tape-workshop.
Vi startede med opvarmning og gruppe konkurrence. Vi blev delt i grupper på 5 personer på tværs af alder, køn og niveau. Selve gruppekonkurrencen bestod af en ukendt tidsramme på 50-80 minutter. Alle starter på nederste niveau (gul i Paris) og hvis man topper en boulder af den sværhedsgrad i 3 forsøg, rykker man op til næste niveau. Topper man ikke boulderen i 3 forsøg rykker man et niveau ned. Den ukendte tidsramme gjorde det svære at snyde da man oftest stod mellem 2 niveauer og rykkede op/ned. Hvert niveau giver en bestemt pointsum til resultatet af gruppekonkurrencen. Formålet med gruppe øvelsen/konkurrencen var at ryste grupper sammen og skabe venner på tværs af aldrene.
Efter gruppe konkurrence skulle vi lave en anden klatre øvelse. Vi var i grupper af 4, og valgte 4 boulderproblemer som vi selv mente at vi kunne toppe i 3 forsøg. Herefter gik vi i grupperne rundt og gav vores valgte boulder problemer 3 forsøg hver. Formålet var at gøre sige forsøg vigtigt og at kunne sparre med sin gruppe. Del 2 af øvelsen var at vælge 4 nye boulders, eller genbruge de samme hvis niveauet var for højt og man ikke toppede dem, til at lave en runde magen til på nye boulders og/eller en blanding af de gamle.
Herefter havde vi fri klatring på alle de fede problemer i hallen. Det var vildt fedt at kunne prøve problemerne og klatre på noget rutebygning af høj kvalitet. Efter fri klatring var der tape-workshop. Her lærte vi en smart og god måde at tape fingerspidserne når huden bliver tynd, hvilket helt sikkert var brugbart på den her tur med så meget klatring!!
På Dag 2 af Træningslejren blev det danske landshold delt på 2 hold. Hvor Juniorerne og Seniorerne startede med at tage til Arkose Montmartre og resten (Youth A+B) tog til Arkose Pantin. I Arkose Pantin havde vi Florian Escoffier med som træner og han er blandt andet chefrutebygger i Arkose og var med til at rutebygge til Boulder DM og NM. Han hjalp os med at bevæge effektivt på væggen og lære os hvordan små ændringer kan faktisk gøre forskel på forsøg. Midt på dagen byttede holdene hal. I Arkose Montmartre startede vi af med at lave en flash-simulation, vi skulle vælge 6 svære problemer som vi havde 4 minutter til at lave og filme hinanden på, vi gav feedback til hinanden og analyserede vores forsøg, derefter var der fri klatring hvor man kunne tage ud til Paris om aftenen eller klatre videre.
Søndag var vi i hallen Climb Up. Det er en vildt fed hal med sjove problemer af høj kvalitet og en ultra nice kaosvæg! For at gøre det endnu federe havde der kort inden vores besøg været en klatrekonkurrence, så halvdelen af hallen var fyldt med 35 comp-style problemer i meget høj kvalitet af rutebygning. Vi startede med at varme op og klatre frit på alle problemerne i hallen i 2-3 timer. Herefter skulle vi lave to klatre øvelser. Vi var delt i to grupper og skiftede efter 2 timer. Første øvelse var en flash runde. Elias Edvardsen som var med som træner på turen havde lavet 3 runder med 5 boulders i hver. Runderne var delt efter sværhedsgrad. Vi valgte hvilken runde vi ville klatre, og i grupper skulle vi give 1 forsøg på hver boulder uden at se nogen klatre den eller snakke om den, altså vi skulle prøve at onsight problemet. Efter alle i gruppen havde givet 1 skud på alle 5 problemer, måtte vi snakke om problemerne og prøve dem igen. Vi skulle tænke over hvorfor problemet lykkedes/ikke lykkedes i 1 forsøg og hvad vi kunne optimere. Efter runden skulle vi gå et niveau op/ned alt efter om runden havde været for nem eller svær.
Efter flash runde øvelsen skulle vi klatre på deres mega fede kaosvæg. Frederik Viberg og Tomas Kjær var trænere på øvelsen og gav tips og ideer. Vi skulle bygge boulders på kaosvæggen, ud fra temaerne rotation i campus bevægelser, afsæt og landing i dynamiske bevægelser, tension/kropsspænding i diagonalbevægelser. Det var en fed øvelse og kaosvæggen i hallen var meget federe end de kaosvægge herhjemme. Kaosvæggen har meget mere 3D effekt på grund af større greb og den måde grebene er placeret på. Det giver meget bedre muligheder for træning.
Efter klatring i Climb Up var alle vildt smadret efter 3 dage med MANGE timers klatring, men det var en super sjov og hyggelig træningstur og vi tager alle noget med hjem til vores normale træning.