REGLER - Klubmesterskab


Klubmesterskabet er både en konkurrence for Eliten og for bredden af PLØKS klatrere. 


For eliten vil de vindende klatrere blive fundet ved en finale søndag den 28/9 kl 15.00. De fem bedste herrer og fem bedste damer inviteres til at deltage i finalerne. De 2*fem afgøres ud fra de fem sværeste ruter de hver især har toppet (red-point) i løbet af konkurrencen fra torsdag den 1/9 kl 08:00 til lørdag den 27/9 kl 23:00.


For bredden af PLØKS findes vinderne ud fra hvor godt de har klatret ift. deres ”handikap” inden konkurrencen begyndte. Handikappet bestemmes ud fra dit max-flash på klippe indenfor de sidste to år . (Har du ikke flashed en rute på klippe indenfor de sidste to år, da skriv dit bedste flash på klatrevæg i PLØKS indenfor de sidste to år). 

"Flash" betyder at du aldrig har klatret på ruten før, og du fører ruten fra bund til top uden at falde. Du må gerne have set andre klatre ruten, og få råd og vejledning fra andre, i modsætning til "On-sight", hvor man ingen forhåndsviden må have om ruten, og ikke må modtage råd og vejledning fra andre.

Ruterne skal føres. Topreb er ikke tilladt.


Til at holde styr på resultaterne skal du notere dine resultater dels på den store scoretavle der sættes op i PLØKS, dels på www.PLOEKSClosed.dk, som du får et login til, ved at tage en lille seddel ved scoretavlen. Begge steder skal du angive dit navn, dit køn og dit max flash.


For ”Bredde”-konkurrencen gælder følgende regler: 

Du vælger selv hvilke ruter, du vil klatre – generelt gælder jo flere ruter, jo flere point. Dog får du kun point for de to bedste resultater, du opnår pr. grad. Har du f.eks. toppet to 5b+ ruter, giver det dig ikke flere point at klatre endnu en 5b+ rute. Har du toppet en 5b+ rute, men kun klippet 3. slynge på en anden 5b+ rute, kan det godt betale sig at pøve på en tredje 5b+ rute. Topper du den, vil du få point for de to toppede ruter, men ikke for den du kun nåede 3. slynge på.

Du får point for enten at toppe en rute, eller at klippe 2. slynge eller højere på ruten. På scoretavlen skal du derfor enten notere ”T” (for top) eller det antal slynger, du nåede at klippe, inden du faldt af. Falder du på ruten, skal du fires helt ned og føre ruten forfra. Du må prøve ruten så mange gange du vil. Notér kun dit bedste resultat på ruten. Opdater også dine resultater på www.PLOEKSClosed.dk ved at logge ind med dit brugernavn og password. 

Det antal point du får for en rute, afhænger af dit ”handikap”. Jo bedre klatrer du er, jo færre point giver en rute. Til gengæld giver sværere ruter flere point. En dygtig klatrer kan vinde konkurrencen ved at klatre de svære ruter, mens en begynder kan vinde ved at prøve at klatre nogle af de ruter, der er lidt svære end det, vedkommende normalt klatrer, også selvom ruterne ikke toppes.

Der ganges en faktor på dit resultat afhængig af, hvor mange ruter der er med i konkurrencen på og under dit niveau, således at selv nybegyndere har en reel chance for at vinde konkurrencen. Se nederst på siden for eksempler og pointsystem.


Konkurrencen slutter lørdag den 27/9 kl. 23.00. Hvor alle resultater skal være indtastet på www.PLOEKSClosed.dk, og scoretavlen i PLØKS skal være opdateret med alle dine endelige resultater (toppe, og det maksimale antal slynger du nåede på de ruter du ikke toppede). Kun deltagere der har skrevet deres resultater på tavlen inden deadline bliver vurderet mht. til deltagelse i elite-finalerne søndag og ift. ”bredde”-konkurrencen.


Søndag Kl. 8.00 forventes de endelige resultater at foreligge. Hvis der er nogen, der har indsigelser til egne eller andres resultater, herunder observeret snyd, skal de indleveres til dommerne inden kl. 12.00.


De fem bedste herrer og damer deltager i elite-klassen klatrer finaler søndag den 28/9 kl 15.00. Alle PLØKS’ere opfordres til at komme og heppe. Der er præmier til de tre bedste kvinder og de tre bedste mænd i elite konkurrenceren, og til de tre bedste herre og damer i ”Bredde”-konkurrencen. Præmieoverrækkelsen finder sted umiddelbart efter finalerne for både elite og bredde konkurrencerne.

Evt. anvisninger fra dommerne skal følges. Tvivlsspørgsmål til fortolkning af reglerne kan rettes til - og afgøres alene af – dommerne. Overdommer: Dennis Waldemar (Dennis@ploeks.dk). Meddommere: Thomas Rosenberg (Thomas@ploeks.dk) og Jan Mathorne (Jan@ploeks.dk)


Handikap systemet: Baseret på dit handicap giver ruterne flere eller færre point - se omstående tabel. Et eksempel. Er dit bedste flash på klippe indenfor de sidste 2 år f.eks. 5b+, og du nu topper en 5b+ konkurrencerute (antal forsøg er underordnet), da vil du få 1,1*rutens top point 29,7 (27*1,1). Topper du en 5a rute, da får du 0,8*rutens top point 19,8 (24*0,8). Topper du en 6b+ rute, da får du 1,7* rutens top point 56,1 (33*1,7). Du får dog ikke kun point for at toppe en rute. Klipper du minimum 2. slynge på ruten giver det et forholdsmæssigt point. F.eks. på en 6a+ rute, hvor der er 4 slynger (under ankeret), og du klipper 2. slynge, da får du 2/4 dele af 80% af rutens point (de sidste 20% opnås kun ved at toppe ruten), hvilket giver 18,6 point (31*1,5*0,80/4*2). I alt for de fire ruter har du nu fået 123,6 point. Da der i år 13 ruter med i konkurrencen, der er på eller under dit niveau (5b+), bliver dit samlede resultat ganget op med en  begynderfaktor på (1,1+(13-11)*0,05 = 1,2), hvorfor dit endelige resultat bliver 148,32.

 A screenshot of a spreadsheetAI-generated content may be incorrect. 




Se dine medlemsfordele hos vores samarbejdspartnere:

Du finder os her

PLØKS - Skovlunde klatreklub
Lundebjerggårdsvej 7
2740 Skovlunde info@ploeks.dk Se på Google Maps
PLØKS - Skovlunde Klatreklub - Skovlundehallen - Lundebjerggårdsvej 7 - 2740 Skovlunde - info@ploeks.dk