Kære PLØKS’er

Først og fremmest et godt nytår til jer alle – det har været et anderledes år i 2020 både i samfundet, som både dronningen og Frederiksen allerede har omtalt, men også i PLØKS senest med nedlukningen af klubben fra 9. december som følge af restriktionerne. En god lang juleferie havde ellers været en god lejlighed til at få trænet lidt ekstra, men nej – ØV !!

Desværre er der ikke på kort sigt gode nyheder. Tværtimod så har vi fået besked fra Ballerup kommune om fortsat nedlukning af indendørs idræt frem til 17. januar, så vi holder fortsat hallen lukket for klatring frem til denne dato. Udendørsvæggen kan bruges når der er vægvagter der har tid og lyst til at åbne den, så hold øje med opslag på Facebook gruppen.

Med det nuværende forsamlingsforbud på 10 personer som er gældende til 28. februar, har vi i bestyrelsen besluttet at udskyde vores generalforsamling. Jf. vores vedtægter, så skal generalforsamlingen afholdes i februar, men hverken afholdelse virtuelt eller med maks 10 deltagere understøtter den demokratiske proces og dialog som vi sætter stor pris på. Derfor ser vi ingen anden udvej end udskydelse. Vi indkalder så snart vi har vished for at vi igen kan mødes.

Vi går lysere tider i møde - det vælger jeg selv at fokusere på – så forhåbentligt kan vi snart mødes igen både på vores indendørs væg og udendørs på både væg og på tur. Jeg savner både træningen og ikke mindst det gode sociale liv i klubben, så med optimismen i behold håber jeg at vi snart ses igen.

På bestyrelsens vegne
- Per

Du finder os her

PLØKS - Skovlunde klatreklub
Lundebjerggårdsvej 7
2740 Skovlunde info@ploeks.dk Se på Google Maps
PLØKS - Skovlunde Klatreklub - Skovlundehallen - Lundebjerggårdsvej 7 - 2740 Skovlunde - info@ploeks.dk