De fleste af vores medlemmer kender til "Kursus 1 og Kursus 2", men der er faktisk også kurser for dig, der har klatret i lang tid, og har erfaring med "Kursus 2" eller tilsvarende!
Det drejer sig om fire special kurser som hver varer ca. tre timer:
Ankre og abseil er et kursus, som giver færdigheder i selv at etablere et anker ved brug af fastmonterede bolte, slynger og karabiner. Fra ankeret lærer du at abseile (rapelle) med klatreudstyr.
Klatring på reb kan benyttes som en aktivitet for sig selv. Det er en teknik, hvor man benytter prusiksnor eller tekniske rebklemmer til at klatre op ad et fastgjort reb. Teknikken benyttes dog mest, når man arbejder på klatrevæggen – f.eks. ved rutebygning og vedligeholdelsestjek.
Fra inde til ude er et kursus til dig, som vil på klippetur til boltede sportsklatreområder. Vi anbefaler også, at du tager på Dansk Klatreforbunds sportsklatrekursus, hvor du ude på klippen bliver indført i sportsklatringens mange facetter. Fra inde til ude er en miniudgave af sportsklatrekurset, som foregår på klatrevæggen og kun omhandler de vigtigste detaljer, som du bør vide, inden du drager afsted på egen hånd.
Workshop i sikkerhed ER OGSÅ FOR DIG DER HAR KLATRET I MANGE ÅR! WORKSHOPPEN KAN SES SOM EN OPDATERING PÅ HVAD DER ER SKET I KLATRESPORTEN SIDEN DU STARTEDE!
Workshoppen giver mulighed for at bygge videre på de færdigheder, som læres på Kursus 1 og Kursus 2 og for at øve faldtræning og dynamisk sikringsteknik under supervision af erfarne klatrere.