Min oplevelse med Danmarksmesterskabet i Lead 2024

Malte Simonsen er en af de unge klatrer som PLØKS støtter, og her har han skrevet en lille beretning, om sine oplevelser til Lead DM...

I slutningen af september deltog jeg i Lead DM i Aarhus inden for U18-kategorien. Desværre havde jeg ugen inden skadet min finger alvorligt i en græsslåmaskine, hvilket betød, at jeg ikke kunne bruge min højre langefinger under konkurrencen. Derfor var mine forventninger lave, men jeg besluttede mig alligevel for at tage afsted – mest af alt for fællesskabet og oplevelsen.

Da jeg ankom til hallen, var stemningen som altid fantastisk. Det er noget særligt ved danske klatrekonkurrencer, hvor alle er glade og snakker med hinanden, også dem man ikke ser så ofte. Jeg vidste, at det ville blive en god dag, selvom jeg var begrænset af min finger.

Efter at have gået ruterne igennem, kunne jeg se, at de var svære – men ikke umulige, selv med en skadet finger. Jeg fik tapet min finger fast til en ispind for at sikre, at jeg ikke kom til at bruge den, og så gik jeg i gang med opvarmningen. Men det føltes helt forkert at klatre. Fingeren generede, og jeg var usikker på, om jeg overhovedet skulle fortsætte.

Da jeg endelig stod foran den første rute, var jeg meget nervøs. De andre deltagere klarede sig godt, og det lagde et ekstra pres på mig. Jeg nåede kun to klip op, før jeg faldt, og det føltes som en katastrofe. Skuffelsen ramte mig hårdt, og jeg gik lidt væk for mig selv. Tankerne fløj gennem hovedet: "Hvorfor skulle jeg også skade min finger lige inden DM?", "De andre tror sikkert, at jeg er dårlig nu", og "Jeg skulle aldrig være taget afsted".

Heldigvis fik jeg en pause og en snak med min mor og min bedste ven. Han mindede mig om, at ingen forventede mirakler, og at alle vidste, hvor svært det var med en skadet finger. Det hjalp mig til at finde ro og glæde mig over at være en del af konkurrencen.

Den anden rute var mere min stil, og jeg gik på med fornyet energi. Selvom jeg igen ikke kom langt, følte jeg, at jeg havde gjort mit bedste under omstændighederne. Denne gang var jeg tilfreds, da jeg kom ned – og ispinden på min finger havde klaret sig lige så godt som jeg selv.

Selvom jeg ikke nåede finalen, var det stadig en fornøjelse at heppe på mine venner og se dem klatre. Stemningen var fantastisk, og det mindede mig om, hvorfor jeg elsker sporten – ikke kun for præstationerne, men for fællesskabet og den positive energi.

Alt i alt var det en fed oplevelse, og jeg er glad for, at jeg tog afsted, selvom jeg ikke kunne klatre som jeg havde håbet.

Heldigvis er min finger god igen, og nu er jeg klar til at give den gas!